Spørgsmålet spejler en undren, jeg somme tider møder hos mennesker, der rådgiver familievirksomheder uden at kende meget til deres særlige kendetegn.
Egentlig kan jeg godt forstå deres undren.
For hvis du er vant til at arbejde i sammenhænge, hvor alle i princippet kan skære båndet til hinanden med måneders varsel, kan det være svært at forstå, hvad ’dramaet’ handler om.
Altså, hvorfor skal rent økonomiske udfordringer pludselig handle om forholdet imellem onkel og nevø eller mor og datter?
Og hvorfor skal en dejligt juridisk problemstilling kompliceres med diskussioner om dynamikken imellem mennesker, der tilfældigvis deler DNA?
Hvis man ikke ved bedre, kan man måske få det indtryk, at familievirksomheder bare er mindre professionelle. At de klovner rundt og er mere optagede af deres følelser end af forretningen, fordi de har arvet deres virksomhed og ikke nødvendigvis besidder kompetencerne til at drive den.
Men sagen er den, at alle mennesker allevegne er dybt optagede af følelser hele dagen lang.
Forskellen er bare, at ejerfamilier er tvunget til at håndtere de store familieproblemer på arbejdspladsen – så ikke de bliver til større problemer på arbejdspladsen OG derhjemme.
Hvor de fleste kan tage på arbejde om mandagen og lade søskendejalousi og mindreværdsfølelser ligge hjemme i villaen eller parkere dem i en lille knude i maven, er ejerfamilier nødt til at adressere deres følelser, fordi roden til dem (tilsyneladende altid) står oppe ved kaffemaskinen.
Og når nu det er præmissen, ville det så være professionelt IKKE at håndtere familieproblemerne som en integreret del af de forretningsmæssige udfordringer?
Mit svar er et rungende NEJ, men hvad er dit?
